Jeg sidder og læser en bog omkring Indien, Japan og Zenbuddhismen (The lotus and the robot af Arthur Koestler) – og det slår mig at der egentlig er flere lighedstræk imellem kreativitet og så zen-tilstanden. Selvfølgelig er der også en del punkter hvor det slet ikke stemmer overens – og jeg tror da heller ikke ligefrem at zenbuddhisterne er kendt for at være meget kreative…
Men der hvor jeg finder overensstemmelser mellem kreativ adfærd og Zen er f.eks. omkring deres forsøg på at træne spontanitet, på at stole på deres intuition, på at gøre sig selv uafhængige af planer, at leve i nuet, bekymringsløse. Og helt generelt også i deres forsøg på at frigøre sig fra selvet, fra egoet, fra bekymringer om hvad andre tænker om dem, om hvordan man skal opføre sig etc. Netop et punkt som tit er hæmmende i kreativ adfærd, hvor folk er bange for at komme ud med deres ideer af frygt for at blive til grin – dette forsøger man helt at fjerne i Zen-tankegangen!
En tilstand der efterstræbes i Zen er Wu Wei, på dansk noget i retning af ikke-tænkende. Det at handle uden at overveje nærmere, men i stedet impulsivt og spontant. Et begreb som vel er gjort mest populært her i Danmark i filmen Lets Got Lost af Jonas Elmer, hvor Michael Laudrups geniale "kiggen-væk" finte fra da han spillede i Barcalona betegnes som Wu Wei – Michael tænker netop ikke (det går det alt for hurtigt til) men handler på et mere ubevidst, instinktivt plan og formår derved at trylle med bolden! Wu wei som helt konkret har utrolig mange ligheder med en kreativ oplevelse eller tilstand – det at handle uden at tænke, ikke forsøge at fremtvinge ideen men i stedet at lade den komme til en, at slippe tøjlerne og rulle med på den kreative lavine (ja, ok, måske lidt for mange metaforer der).
I Zen efterstræber man at blive oplyst og til dette formål bruger man forskellige "koans" som er små opgaver som eleverne kan meditere over. For eksempel "hvad er lyden af én hånd der klapper?","laver et træ der falder i skoven en lyd, hvis ikke der er nogen til at høre det?" eller "hvordan er min hånd som Buddha's hånd?" – alt sammen opgaver som der ikke er én rigtig løsning på, men hvor eleven i stedet skal erkende noget om verden og om det formålsløse i at søge én rigtig løsning. Denne erkendelse som er kendetegnet ved at opstå pludselig kaldes "satori", og der findes både store og små "satori", eller erkendelsesoplevelser – og parolen synes at være at når man har fået tilpas mange af disse har man opnået den fulde erkendelse og ophøjethed. Det skægge er jo her at "satori" på alle punkter ligner indsigtsoplevelsen eller AHA-oplevelsen som netop er kendetegnet for kreativitet! Hmm, jeg kan ikke undgå at spekulere om ikke træning i Zen og kreativ tænkning tilsammen ville være en ganske vidunderlig kombination?
P.s.
Pudsigt, men netop som jeg sidder og skriver dette falder jeg over en anmeldelse af en bog, der omhandler Zen og den bevidste leder – tjek den ud her: http://illuminatedinnovant.blogspot.com/2005/05/conscious-manager.html
Sidste 5 indlæg i kreativitet
- Brilliant stop-motion - April 17th, 2009
- 2009 - Europæisk år for kreativitet og innovation - January 10th, 2009
- Roskilde & Ricoloop - July 22nd, 2008
- Visionpool - May 19th, 2008
- Bizarro's box - April 23rd, 2008