Selvledelse eller self-management som det vel mere bliver kaldt i disse amerikaniserede tider, er et ganske populært begreb for tiden. Jeg har tidligere nævnt det i et citat af ledelsesguruen Peter Drucker (her), hvor han påstår at der aldrig har været så mange mennesker som nu, som skal lede sig selv. Og, ja, det er vel et mantra at vi skal være individualister som kan det hele, at vi skal realisere vores potentialer så vi kan konkurrere mod alle andre i den globaliserede verden. Nu er jeg for øjeblikket optaget af coaching og til dels også af den vel mest solgte self-management bog "7 Gode Vaner" af Stephen Covey – begge elementer i denne tidens trend. Og, ja, coaching er et ganske suverænt værktøj, 7 Gode Vaner er en ganske god bog, og hele ideen omkring at skulle realisere sig selv og at have muligheden for det, er også overordentlig positiv.
Der hvor jeg dog intuitivt oplever en mangel eller måske snarere en fejl i metoderne, er omkring bevidstliggørelse. At vi skal være bevidste om hvem vi er, hvad vi vil, hvad vores værdier er, hvordan vi vil forholde os til vore medmennesker osv. Bedst set i 7 Gode Vaner hvor et af trinene på vejen mod det "fuldendte" liv er at nedskrive sin egen mission. Tjae, på papiret er det jo en ganske god ting at tænke lidt over livet og over hvorfor man er til, men alligevel får jeg sådan en underlig rumsteren i maven når jeg arbejder alt for meget med det. Jeg har en oplevelse af, at der går noget tabt i den proces hvor man gør sig sin tilværelse og sit liv, bevidst. Det kan også være det blot er en mangel i sproget, hvor det jo kan være ganske umuligt at nedskrive det, man virkelig føler er ens "mission". Det kan også være, det bare er mine tendenser til spontanitet som stritter imod. Eller min antipati mod alt for megen struktur og planlægning. At der skal være plads til overraskelsen, til de underlige hændelser og tilfælde, til kreativiteten?
Rent filosofisk ligger der selvfølgelig også det grundlæggende spørgsmål omkring om man vælger sig selv, eller om man skal blive sig selv? Altså om det er muligt bevidst at træffe valg om den man vil være, eller om det er noget, man finder ud af i løbet af livet? Covey snakker meget om at være/blive proaktiv – at man i mellem stimuli og respons kan træffe det bevidste valg og derved definere sig selv. Men hvor er for eksempel Løgstrups spontane livsytringer i dette? Hvor er Flow-tilstanden hvor man netop ikke er synderlig bevidst? Hvor er wu wei? Og, hvordan ser det ud set i forhold til Nørretranders "Mærk Verden", hvor han viser, at det ubevidste netop arbejder så mange gange bedre og hurtigere end det bevidste?
Well, selvledelse er nok kommet for at blive. Og, i bund og grund er der jo intet galt i at realisere sig selv, selvom der selvfølgelig er negative konsekvenser ved den konkurrerende individualisering, hvor nogle bukker under for præstationspresset. Vel bedst illustreret med den ganske markante brug af præstationsfremmende midler som folk begynder at tage for at klare deres job, studier, eksaminer, alder, sexliv etc. Men, altså i bund og grund en positiv ting at realisere sig selv, måske skulle man blot nedtone eller helt fjerne konkurrence aspektet!
Vi kommer dog ikke uden om at metoderne til selvledelse stadig er på begynder stadiet, og at der er børnesygdomme. Især hvis man bruger dem alt for fanatisk – alt med måde som det hedder 
Sidste 5 indlæg i coaching, fremtid, livsstil
- Wii & Google Street View - April 17th, 2009
- Forelæsninger om coaching II - November 25th, 2008
- Digital nærhed - September 8th, 2008
- Digital nærhed - September 8th, 2008
- 5.000 dage frem på nettet - September 3rd, 2008
[...] med ovenstående er også mine tidligere indlæg om kritik af tilværelsens bevidstliggørelse del I og del II var sc_project=2474366; var sc_invisible=0; var sc_partition=24; var [...]
[...] med mine tidligere indlæg omkring “kritik af tilværelsen bevidstliggørelse” del I og [...]
Jeg har også læst bogen af Covey (7 gode vaner). Og jeg kan sagtens følge dig i din rumlen i maven. Som jeg læser det, handler “mission statement” mere om de overordnede linjer i tilværelsen, som skal give retning, og holde sammen på det hele. Jeg ser det som, at man samler understrømningerne (de utæmmede og ubevidste) op, og bruger dem konstruktivt, idet de er kommet for dagen, op i lyset. Jeg tror heller ikke, at man kan sætte sig ned med et stykke papir, og så ellers beslutte sig til ens mission i livet. Men omvendt kan det være sundt at samle alle ens tanke-tropper i ny og næ, så ens daglige indsat bliver mere effektiv. Og i dagligdagen er det så, at alle de spontane livsytringer kan udfolde sig – men med den forkromede ramme i baghovedet. Jeg ser det som to modsatrettede bevægelser, der har hver sin berettigelse og tid – en tid til at sprede og en tid til at samle.
I det hele taget har jeg et problem med udtrykket “mission statement”. Det lyder lidt for meget af noget management sprog som jeg har hørt gentagne gange blot i regi af virksomhedsdrift. Her taler man jo også om visioner, værdier, virksomhedens mission og så videre. På sin vis synes jeg det er lidt skræmmende at det vandrer ind i dagligdagen, så vi pludselig skal til at styre vores liv som var den en virksomhed.
Dog, som du også skriver så har hver ting sin tid – og det er jeg helt enig i. Problemet som jeg ser det er blot hvis man ukritisk sluger de forskellige (amerikanske især) self-management teorier. Det være sagt så er der meget godt at hente i 7 gode vaner & jeg har da også selv fået en del ud af at benytte flere af værktøjerne herfra. Om end jeg ikke bruger dem længere – så har de alligevel været med til at gøre at man bliver bevidst om nogle ting og får mulighed for at rykke op i nogle rutiner – for derefter igen at gøre plads til det spontane og ubevidste.
Og tak for kommentaren by the way