KriisP

Jeg har tidligere nævnt den række af gratis forelæsninger om coaching, der finder sted på Københavns institut for idræt. Trods mange planer om det modsatte er jeg dog endnu ikke nået afsted til én – og når heller ikke den sidste, som er nu på onsdag:

21. maj 08, 15.00-17.00
Udvikling og implementering af sundheds- og stresspolitikker i offentlige og private organisationer.
Tina Post Aagaard, cand. merc., erhvervs phd-studerende i Markana/AS3 Companies og IFI.

Nyt er tilgengæld at mange af de tidligere forelæsninger ligger til frit download så skulle du have overset det, ja så er der er en ideel mulighed for at høre det alligevel.

Fra 7. januar starter et ugentligt coaching program på P1 med Lene Juul & Sofia Manning. Programmet sendes mandage kl. 15.15 og genudsendes søndage kl. 14.03.

Læs mere på P1 bloggen.

Hvilke kriterier eksisterer for den succesfulde coaching? Set fra coachens side? Mange vil nok mene at resultatet af coachingen er afgørende – bliver der skabt forandring ved den der bliver coachet? Kommer der nye indsigter? Nye perspektiver, viden, holdninger etc.?

Er succeskriteriet for coachen således at den coachede får noget ud af processen? At der er skabt mere eller mindre konkrete resultater? Det mener jeg ikke. Når jeg coacher personer er mit succeskriterie således udelukkende forankret i processen og i mig selv – kriterier kører således på om jeg har formået at komme i en flow-tilstand hvor spørgsmålene kommer til én og hvor de rationelle analyser, formodninger, personlige holdninger og lignende, er gledet i baggrunden. Selvfølgelig er succes for den jeg coacher noget jeg ønsker, men det er ikke et must.

Disse overvejelser baserer jeg dels i en betragtning omkring at det er farligt at gøre coaching forløbet til noget instrumentelt som skal skabe håndgribelige resultater. Jeg oplever at fokus på dette kan være med til at ødelægge processen og netop gøre at flow-tilstanden ikke opnås. Ligeledes er det klienten selv der skaber resultaterne – det er ham eller hende som tager spørgsmålene til sig og som vælger at reagere på dem – det er således ikke noget jeg som coach er herre over, hvorfor at jeg ikke har det som et endegyldigt succeskriterie for forløbet. Dog vil det selvfølgelig typisk være sådan at klienten er forberedt på forandring – blot ved at han eller hun i det hele taget har opsøgt én coach – og ligeledes vil det at man som coach er i flow-tilstanden gøre at man intuitivt stiller de rigtige spørgsmål, som netop er dem der skaber forandring og er dem den coachede virkelige tager til sig.

Det var lidt nogle overvejelser jeg har gjort over det. Kommentarer og andre holdninger modtages gerne

Hmm, enten er coaching ved at vokse sig for stort – eller også har det toppet? I hvert fald dumpede der samme dag to artikler ind på mailen som forholdt sig ret kritisk til hele coaching fænomenet (tak til David for dem).

Den første fra DR “Coaching er ikke for alle” synes jeg dog ikke der er så meget kød på. Primært forholder den sig kritisk til at bruge coaching i alle situationer og overfor alle – og ja, coaching er ikke et universal værktøj men skal selvfølgelig kun bruges der hvor det kan gøre gavn. Kritikken kører bl.a. på at “nogle medarbejdere ikke har evnen til at definere deres opgaver” og “de medarbejdere der er nye og usikre eller ikke gider og er motiverede skal man lede“. Det er jeg ikke helt enig i. Eller dvs. jeg er selvfølgelig enig i at mere almindelig ledelse kan være hvad der skal til i den givne situation, men jeg mener også at man med coaching kan fjerne usikkerhed, motivation, dovenskab og give et rum for reflektion således at medarbejderen lettere kan definere sin opgave.

Den anden artikel er en kronik fra Berlingske med titlen “Coaching – et moderne pyramidespil“. Der er noget mere kød på den og den er noget mere omfattende i sin kritiske tilgang. I bund og grund handler det dog om at coaching bliver brugt til at bevidstliggøre mål og drømme og at dette ikke altid er hensigtsmæssigt – tesen er at det livet handler om er at “bevæge sig ud på usikker grund, hvor der ikke er nogen idealer, mål eller normer som kan guide én“. Meget i tråd med mine tidligere indlæg omkring “kritik af tilværelsen bevidstliggørelse” del I og II.

Finn Jannings betragtninger er relevante men jeg synes dog han bliver lige lidt for skinger i sin kritik. Coaching er et værktøj, ikke den “Store” frelser. Det er en dialogform som giver rum for reflektion – ikke noget hokus pokus. Og, som sådan kan det bruges til at skabe motivation, til at skabe fremdrift, til at få folk til at bevæge sig – måske ud på usikker grund? Coaching arbejder netop ikke ud fra et “klart og veldefineret mål om, hvem man bør blive“, da det jo netop er den enkelte som selv fastsætter sine mål – og derved også får lejlighed til at reflektere over sin væren. At dette måske senere kan vise sig at være formålsløst og at målet måske ikke var “det rette” (hvis et sådant findes?) gør i princippet ikke noget, da det afgørende er at personen får mulighed for at flytte sig og derved for at få nye erkendelser.

Selvfølgelig er det kritisk hvis målstyringen bliver et mål i sig selv. Hvis der fastsættes uopnåelige idealer så man bruger hele sit liv på at føle sig utilstrækkelig. Men klare mål kan også være en positiv ting. De kan hive én ud af dødvande, de kan skabe fremdrift, erkendelse, udvikling. Og de kan måske gøre at man når det stadie hvor mål netop ikke længere er nødvendige?

Det er forår! Og, hvad er så bedre end at sidde og nyde en god kop kaffe (eller tilsvarende) på en fortovscafe mens man ser livet drive forbi?

Ja, det skulle da lige være at sidde med én man ikke kender og få lært en masse nyt om sig selv. Og, det har du mulighed for nu. Eller det vil sige: jeg tilbyder i ægte forårshumør en gang cafecoaching. Jeg giver coachingen, du giver kaffen. Tager lidt over én time og skal finde sted i København, da jeg bor på Østerbro.

Læs meget mere om det gode tilbud her

Kommunikationsforum har et interview med Ole Fogh Kirkeby omkring coaching (The Dark Side of Coaching). Fokus ligger især på det etiske aspekt af coaching, hvor Ole kommer med en del kritik af det danske coach marked. Han fremhæver begrebet protreptik som noget væsentlig hvis man vil være en god coach. Protreptik er åbenbart et gammelt græsk begreb som betyder noget i retning af at “vende mennesket mod det væsentlige”. Og det lyder jo meget fornuftigt og coach agtigt Ellers fokuserer artiklen især på coaching i virksomheder hvor der jo også er et afgørende etisk aspekt i og med at der typisk er et magtforhold mellem virksomheden, den der coacher og den der bliver coachet. Som man dog kan læse af kommentarerne til artiklen er det ikke alle der er lige enige med Ole Fogh og hans kritik af markedet.

Personligt synes jeg det er spændende at der kommer nogle filosofer/tænkere ind over coaching fænomenet og får sat nogle ord og begreber på, som så kan danne baggrund for debat. Man skal dog heller ikke gøre coaching til mere end det er, for selv om der selvfølgelig er et etisk aspekt i at coache, så er det jo ideelt set op til den coachede at sige fra hvis vedkommende ikke ønsker at besvare et spørgsmål. Coaching skal jo netop foregå på den coachedes præmisser – og dette er vel egentlig den vigtigste etiske læresætning? Coaching handler vel om at udvikle mennesker, “at vende mennesket mod det væsentlige” som det protreptiske står for – men afgørende er det vel at det ikke er coachen men derimod den der bliver coachet som afgør hvad der er det væsentlige.

Et indlæg fra bloggen "Creating Passionate Users" med titlen "What you DO affects what you THINK". Handler grundlæggende om sammenhængen mellem tanke og krop; at det vi tænker påvirker måden vi agerer på og at måden vi agerer på, påvirker det vi tænker (og føler). Flere gode eksempler og små øvelser i indlægget, så man virkelig kan få syn for sagn; prøv f.eks. at spænde i hele kroppen og forestil dig imens at du skubber et stort møbel tværs gennem stuen. Herefter slapper du af i hele kroppen; forestil dig f.eks. at du ligger på en strand og lytter til havets brusen. Mens du holder denne forestilling og afslappethed, så prøv igen at forestille dig at du skubber det store møbel tværs gennem stuen. Blev dine tanker påvirket af måden dine muskler var på?

Fra coachingen arbejder man også en del med aktivt brug af kroppen. For eksempel det at matche/spejle den anden persons kropsholdning, således at personen føler sig "mødt" og derved bliver mere rolig, afslappet og åben. Eller hvis man er ved at køre fast i samtalen, så at rejse sig op og derved aktivt bryde mønstret. Helt grundlæggende har man også forskellige samtaler hvis man går i forhold til hvis man sidder ned – man tænker og føler simpelthen anderledes når man bevæger sig.

Et andet klassisk trick som ganske godt illustrerer hvordan krop og følelser spiller sammen, er hvis man er i rigtig dårligt humør og så tvinger sig selv til at lave et stort smil. Det hjælper med det samme! Og, der er faktisk ikke noget hokus pokus i det, for forskere har påvist at der frigøres endorfiner og lignende når man smiler, som derved aktivt påvirker humøret – også selv om det er et tvunget smil.

Fra bogen "Føl frygten – og gør det alligevel" af Susan Jeffers findes følgende eksempel (side 82): "Efter at have sikret mig at personen ikke har problemer med armene, beder jeg min forsøgsperson om at knytte næverne og strække en arm ud til siden. Jeg beder hende om at gøre modstand, så meget hun nu kan, mens jeg står over for hende og forsøger at presse hendes arm ned med min egen udstrakte hånd. Ikke en eneste gang er det lykkedes mig at presse hendes arm ned ved første forsøg.
Derefter beder jeg hende om at sænke armen, lukke øjnene og ti gange gentage den negative udtalelse: Jeg er en svag og uværdig person. Jeg beder hende om virkelig at føle hvad hun siger. Når hun har gentaget sætningen ti gange, beder jeg hende om at åbne øjnene og strække armen frem, ganske som før. Jeg minder hende om at stritte imod så meget som overhovedet muligt. Straks kan jeg presse hendes arm ned. Det er som om alle kræfter har forladt hende."