Copenhagen Coaching Center har et ganske udmærket elektronisk nyhedsbrev, som det er muligt at melde sig til på deres webside. Her kan man også se tidligere numre og interessante artikler.
Denne måneds nyhedsbrev har bl.a. artikler som: "Stress smitter – og lederen er smittebærer", "ICF coach konference i USA", "interview med stresscoach Vinnie Andersen" mv. Gode og eftertænksomme input.
I Ole's Sommerskole, en P1 udsendelse om coaching som jeg tidligere har omtalt, anvender han ordet "translokationaritet". Et ord der er svært at huske samtidig med det er tilpas vanskeligt at udtale – altså af den type man bør kunne så man kan kaste det i flæng og dominere enhver samtale.
Spøg til side. Ordet dækker faktisk over et ganske interessant fænomen, som jeg også selv har oplevet gentagne gange i løbet af coaching seancer. En definition på translokationaritet lyder således i retning af: "at jeg ikke ved hvad jeg mener før jeg hører hvad jeg selv siger". Altså det fænomen at man ved at sætte ord på noget, pludselig kan forholde sig til disse som noget udeforstående og derved kan se sandheden af dem. At sproget så at sige er foran én og måske ligefrem er klogere end en selv? Der kan være en klar erkendelsesmæssig oplevelse af at putte ord på noget, ja af ligefrem at blive tvunget til at putte ord på noget, såsom det tit ses i coaching situationer hvor coachens åbne spørgsmål fordrer et svar fra den person som bliver coachet.
Ordet skaber så at sige og bliver til et begreb eller fænomen i sig selv. Man udtaler noget og binder sig derved til en version. Man får pludselig hold på tankemylderet i og med at man er nød til at konkretisere og putte i bås (som ord jo gør), og kan herefter se næsten objektivt på disse og vurdere om det nu egentlig var det man mente eller om følelserne i virkeligheden peger på noget helt andet.
Translokationaritet er en god og afgørende hændelse i løbet af coaching seancer eller almindelig dialog. Dog skal man også være varsom med sproget og alle dets mangler. Det hjælper netop ved at simplificere, men giver hermed også mulighed for tab af nuancer og forståelse. Man kan begrebsliggøre ting for meget, man kan italesætte i for høj grad, man kan snakke for meget om tingene! For ikke at snakke om alle de muligheder ordet giver for at misforstå hinanden – og i tilfældet med translokationaritet, at misforstå sig selv.
ps.
I tråd med ovenstående er også mine tidligere indlæg om kritik af tilværelsens bevidstliggørelse del I og del II
Deadline 2. sektion omkring "Selvrealisering". Der er mulighed for at se programmet på DR's web, bare klik på her (det tager 28 minutter).
Programmet diskuterer og debatterer både begrebet selvrealisering, det historiske udvikling fra grækerne og op til nu, samt hvordan det spiller ind i dagens samfund og i forhold til den enkelte. Det fremhæves især at selvrealisering på sin vis er blevet "outsourcet" til arbejdspladserne, og at dette har medført en art opdeling i A- og B-hold, hvor nogle (typisk vidensarbejdere) har mulighed for selvrealisering mens andre ikke har nær de samme muligheder.
Der argumenteres for at selvrealisering er gået hen og er blevet instrumentel. At målet skal være at man kan yde mere, være en bedre vidensarbejder og skaffe sig let omsættelig, faktuel viden der kan give resultater her og nu. At fokus er på kompetenceudvikling og ikke på de mere filosofiske elementer og på visdom. Kort sagt mangler vi tiden til refleksion, og dette skyldes især at selvrealiseringen er blevet et instrument, hvor man tænker på sig selv som en ressource. Jeg er en maskine og jeg skal optimeres & opgraderes.
Fokus i programmet ligger altså især på de negative konsekvenser af selvrealiseringen som den ser ud i dag. Dette er måske også noget af det mest interessante (i hvert fald set fra et journalistisk synspunkt). Og, ja, bare fordi ordet selvrealisering umiddelbart har en positiv klang, er det vigtigt ikke at sluge det råt for usødet! Det har da nogle konsekvenser at der konstant er et krav om at vi skal udvikle os, at vi skal blive bedre, mere kompetente, mere vidende, mere konkurrencedygtige. At det skal gå hurtigere og hurtigere, at vi skal kunne mere og mere, at vi skal skaffe resultater her og nu. Måske forsvinder visdommen, det hele menneske, netop i denne dans omkring guldkalven?
"Listening is the oldest and perhaps the most powerful tool of healing. It is often through the quality of our listening and not the wisdom of our words that we are able to affect the most profound changes in the people around us. When we listen we offer sanctuary for the homeless parts within the other person. That which has been denied, unloved, devalued by themselves and others. That which is hidden. When you listen generously to people, they can hear the truth in themselves often for the first time."
Hvad lytter du til? Hvordan lytter du?
Citatet er af Rachel Naomi Remen, set i det udmærkede Emerge Newsletter fra Newfield Network. Hvis du interesserer dig for f.eks. coaching, kan jeg anbefale at abonnere på det. Det kommer én gang i måneden, og har tit nogle ganske interessante vinkler (omend det kan blive lidt frelst til tider). Skriv dig op til nyhedsbrevet her
Har helt glemt at nævne, at jeg er gået hen og er blevet en virksomhed. Jeps, KriisP har set dagens lys, fået CVR-nr og andre flotte ting.
Skulle du stå og mangle et eller andet omkring coaching, ideudvikling, kreativitet, udvikling af innovativ klima/kultur, optimering af udviklingsprocesser og andre spændende ting, så er jeg klar. Bare skriv til kriisp(a)sol.dk så kan vi tage en snak om det.
Mht. coaching kan du også tjekke det coaching netværk jeg er en del af, nemlig www.siriuscoaching.dk
Pt. har jeg en opgave som forskningskonsulent på et projekt ved CBS som undersøger sammenhænge mellem visuel stimuli og designtænkning. Projektets ophavsmand er Bo T. Christensen, ph.D. psych med speciale i kreativitet. Se www.virksom.dk for mere om ham & download blandt andet papirer omkring kreativitet og kognition, inkubation og meget andet spændende.
Som personer er vi langt henadvejen defineret af vores vaner. Hvordan vi opfører os, reagerer på situationer, hvilke holdninger vi har, hvad vi kan lide, hvad vi ikke kan lide osv. osv. Et eksempel på dette er når en flok personer mødes første gang; næste gang er det næsten 100% sikkert at de sætter sig på samme pladser, medmindre de bevidst forsøger at være vanebrydere og gøre noget nyt. Det kræver energi at ændre vaner, det kræver energi hele tiden at skulle forholde sig til situationer på en ny måde. Hjernen arbejder i mønstre, den opretter automatisk vaner og den sparer herved energi. Jeg har bl.a. oplevet at hjernen presser på for at finde mønstre, når jeg har siddet og spillet kortspil på nettet – i ekstremen griber jeg mig selv i, at sidde på et eller andet plan og spekulere over om der er sammenhæng mellem musikken jeg hører og kortene jeg får. Selvfølgelig ved jeg, at der logisk ikke er nogen sammenhæng – men i mangel af bedre forsøger hjernen alligevel på en eller anden måde at finde sammenhænge.
Man kan forsøge at arbejde med vaner, ændre på dem, indføre "gode" vaner. F.eks. i form af coaching eller Stephen Coveys "7 gode vaner" som skulle gøre dig til en blandt de højtydende = "7 Habits for Highly effective people". Dette er meget populært, men er det nødvendigvis den bedste indgangsvinkel? En modsat holdning har jeg således fundet i Krishnamurtis bog "Ørnens Flugt", hvor han påstår at "Hvis man gør modstand mod en vane, prøver at undertrykke den, kæmpe imod den, går selve den energi, som er nødvendig for at vanen kan forstås, til spilde i kampen og i den kontrol som udøves". Ideen er i følge Krishnamurti ikke at forsøge at kæmpe imod vanen, ikke at forsøge at stille et nyt mål op, men i stedet at iagttage ens vane i nuet, at have 100% opmærksomhed omkring den og derigennem at nå forståelsen og muligheden for at kunne udvikle sig. Og lidt mere fra Krishnamurti: "enhver form for modstand afføder flere konflikter, og tillige at tiden – de mange dage, uger, år det tager – ikke for alvor bringer vanen til ophør; og vi spørger om det er muligt at bringe en vane til ophør uden modstand og uden tid, øjeblikkelig." Og, det er det i følge Krishnamurti – det er ikke nødvendigt at arbejde gennem flere år for at ændre på en vane, ja, det er faktisk direkte omsonst at gøre dette, da den modstand man her har imod vanen, er med til at bibeholde den.
Så har coaching netværket SiriusCoaching set dagens lys med bl.a. mig som coach. Se det og meget mere på www.siriuscoaching.dk
Skulle du stå og mangle lidt coaching eller lignende, så tøv ikke med at kontakte os! 
Lige et hurtigt, interessant link. Simpelthen en P1 udsendelse om coaching! Programmet hedder Ole's Sommerskole og med er bl.a. Ole Fogh Kirkeby, Kim Gørtz (laver ph.d. om coaching i samarbejde med Nordea), Reinhard Stelter og flere andre.
Indtil videre kan man kun streame udsendelse, men har snakket med DR og en Podcast løsning skulle være lige på trapperne!
Se programmet her
Iværksætter-coaching. Coaching af iværksættere. Et interessant koncept/produkt set med mine briller (når nu man har en uddannelse som henholdsvis coach og ingeniør i forretningsudvikling). Som en person der selv pusler med diverse iværksætterprojekter, synes jeg især at coaching er interessant i forhold til at: sætte ord på sine drømme, skabe vedholdende motivation og engagement, skabe eller fastholde troen på projektet! Samt skabe overblik over personlige styrker, give gode ideer, forberede én på at tackle udfordringer og fiaskoer. Plus måske at være med til at skabe opbakning på hjemmefronten, i netværket mv.
Det er det personlige aspekt der er fokus på og det er vel også det som et eller andet sted er afgørende for om iværksætteriet bliver en succes eller ikke. Man kan således lave alskens udførlige forretningsplaner (se f.eks. www.startguiden.dk for nogle gode nogle) hvor man laver SWOT-analyser, budgetter, kigger på markedet, konkurrenter osv. Osv. Men hvor er det menneskelige aspekt i det? Hvor er følelserne? For det er jo i høj grad et følelsesladet projekt at give sig i kast med iværksætteriet, springe ud på det “dybe” vand uden sikkerhedslinier og det hele. Et stærkt værktøj som kan bruges i forbindelse med coachingen er visualiseringsøvelser, hvor man f.eks. kan arbejde med salgssituationer, kundepræsentationer osv. Men også med at visualisere hvor virksomheden er om 1-2-5 år? Og her være medvirkende til at skabe et retningsgivende mål som kan kaldes frem i de situationer hvor alt ikke lige går som det skal.
Et par eksempler på spørgsmål i forbindelse med coaching af iværksættere kunne således være: Hvad drømmer du om? Hvad er det første du kan gøre for at realisere din drøm? Hvornår vil du gøre dette? Hvem kan hjælpe dig med at skabe en succes? Hvad skal der til for at det bliver en succes? Hvad giver det dig at være iværksætter? Hvis du forestiller dig selv om 5 år, hvordan ser det så ud? Hvad føler du i kroppen? Hvem bemærker først din succes? Og så videre
"Kun den viise ved at han intet ved". Ved ikke helt hvem der har udtalt dette, men har en formodning om at det kunne være Sokrates. Og det er jo et interessant spørgsmål – forskellen mellem viden og visdom? Og værdien af de to ting? Jeg har ikke en klar definition jeg lige kan ryste ud af ærmet, men umiddelbart ser jeg viden som især værende forbundet med fakta. F.eks. når man spiller Trivial Pursuit, når man lærer at lave en SWOT-analyse eller at bruge diverse andre modeller osv. Visdom er noget andet, det er en dybere forståelse for tingenes sammenhæng, det er ikke en model som man fortolker igennem men i stedet ens person og ens erfaring. Visdom kan ikke læses, det er i stedet noget man tilegner sig efterhånden gennem forskellige oplevelser og erfaringer og gennem refleksionen af disse.
At den viise så ved at han intet ved, virker måske ved første øjekast lidt uforståeligt. Men hvis man tænker lidt længere over det, så er det jo ret klart: der findes ikke endegyldige sandheder, verden ser forskellig ud for forskellige mennesker og hvad der er rigtigt for én er måske forkert for en anden. Inden det bliver alt for relativistisk kan vi hive et andet argument på bordet, nemlig det at ingen kan forstå verden i sin helhed, man kan kun opfatte en brøkdel af det der sker omkring én og derfor har man ikke reel indsigt og kan ikke påstå at kende den endegyldige sandhed.
Det slår mig at dette kommer til udtryk i både kreativitet og coaching. Således er en tommelfingerregel i ideudviklingsøvelser at man ikke må kritisere eller vurdere undervejs. Man går netop ud fra at alle ideer er gode og at man ikke ved nok til at kunne vurdere – det er først senere man forsøger at foretage den øvelse. I coaching er tommelfingerregelen at coachen ikke kommer med løsningsforslag og ikke vurderer eller dømmer personen som bliver coachet. Man er netop ikke i stand til fuldt ud at forstå personen og personens dilemmaer, men forsøger i stedet at rykke personens perspektiv ved at stille åbne spørgsmål. Man går således ud fra devisen at "coachen ved at han intet ved".
Selvledelse eller self-management som det vel mere bliver kaldt i disse amerikaniserede tider, er et ganske populært begreb for tiden. Jeg har tidligere nævnt det i et citat af ledelsesguruen Peter Drucker (her), hvor han påstår at der aldrig har været så mange mennesker som nu, som skal lede sig selv. Og, ja, det er vel et mantra at vi skal være individualister som kan det hele, at vi skal realisere vores potentialer så vi kan konkurrere mod alle andre i den globaliserede verden. Nu er jeg for øjeblikket optaget af coaching og til dels også af den vel mest solgte self-management bog "7 Gode Vaner" af Stephen Covey – begge elementer i denne tidens trend. Og, ja, coaching er et ganske suverænt værktøj, 7 Gode Vaner er en ganske god bog, og hele ideen omkring at skulle realisere sig selv og at have muligheden for det, er også overordentlig positiv.
Der hvor jeg dog intuitivt oplever en mangel eller måske snarere en fejl i metoderne, er omkring bevidstliggørelse. At vi skal være bevidste om hvem vi er, hvad vi vil, hvad vores værdier er, hvordan vi vil forholde os til vore medmennesker osv. Bedst set i 7 Gode Vaner hvor et af trinene på vejen mod det "fuldendte" liv er at nedskrive sin egen mission. Tjae, på papiret er det jo en ganske god ting at tænke lidt over livet og over hvorfor man er til, men alligevel får jeg sådan en underlig rumsteren i maven når jeg arbejder alt for meget med det. Jeg har en oplevelse af, at der går noget tabt i den proces hvor man gør sig sin tilværelse og sit liv, bevidst. Det kan også være det blot er en mangel i sproget, hvor det jo kan være ganske umuligt at nedskrive det, man virkelig føler er ens "mission". Det kan også være, det bare er mine tendenser til spontanitet som stritter imod. Eller min antipati mod alt for megen struktur og planlægning. At der skal være plads til overraskelsen, til de underlige hændelser og tilfælde, til kreativiteten?
Rent filosofisk ligger der selvfølgelig også det grundlæggende spørgsmål omkring om man vælger sig selv, eller om man skal blive sig selv? Altså om det er muligt bevidst at træffe valg om den man vil være, eller om det er noget, man finder ud af i løbet af livet? Covey snakker meget om at være/blive proaktiv – at man i mellem stimuli og respons kan træffe det bevidste valg og derved definere sig selv. Men hvor er for eksempel Løgstrups spontane livsytringer i dette? Hvor er Flow-tilstanden hvor man netop ikke er synderlig bevidst? Hvor er wu wei? Og, hvordan ser det ud set i forhold til Nørretranders "Mærk Verden", hvor han viser, at det ubevidste netop arbejder så mange gange bedre og hurtigere end det bevidste?
Well, selvledelse er nok kommet for at blive. Og, i bund og grund er der jo intet galt i at realisere sig selv, selvom der selvfølgelig er negative konsekvenser ved den konkurrerende individualisering, hvor nogle bukker under for præstationspresset. Vel bedst illustreret med den ganske markante brug af præstationsfremmende midler som folk begynder at tage for at klare deres job, studier, eksaminer, alder, sexliv etc. Men, altså i bund og grund en positiv ting at realisere sig selv, måske skulle man blot nedtone eller helt fjerne konkurrence aspektet!
Vi kommer dog ikke uden om at metoderne til selvledelse stadig er på begynder stadiet, og at der er børnesygdomme. Især hvis man bruger dem alt for fanatisk – alt med måde som det hedder
Lige et par interessante links relateret til coaching. Først og fremmest er der "coach cafe" i Krudttønden på Østerbro i morgen aften kl. 19.30, hvor Tina Gaihede og Charlotte Bartholdy vil fortælle lidt omkring deres måde at coache på og om hvordan coaching relaterer sig til ledelse. Se mere på: http://www.erhvervsphd.dk/visArtikel.asp?artikelID=631 (gratis deltagelse – bare mød op.)
Manden bag coach cafeerne er Kim Gørtz som for øjeblikket er i gang med en ganske spændende erhvervs ph.d. ved Nordea med temaerne coaching, innovation og engagement. Hør mere om dette og om hvordan det er at være "filosof" i banken, i denne radio udsendelse (45 min.): http://www.dr.dk/P1/Eksistens/Udsendelser/2006/03/23105355.htm
Jeg har tidligere talt om empatisk produktudvikling (se link i bunden), altså det at man udvikler produkter i samspil med kunderne, og at man søger at forstå kundens nuværende og fremtidige behov således at produkterne kan skræddersys til disse. Og især at man søger at forstå de dybereliggende behov som kunden ikke er klar over at han har!
Dette er lidt i tråd med von Hippels "demokratisk innovation" eller begrebet "prosumer" som er meget oppe i tiden – en sammentrækning af producer og consumer som illustrerer at kunderne går fra at være forbrugere til at også at være producenter, hvor de således er en medspiller i innovationsprocessen. Altså at man til en hvis grad laver produkterne fleksible således at de kan tilpasses af forbrugerne, som derved kan være katalysatorer for videre produktudvikling. F.eks. er det kendte computerspil "counterstrike" i sin tid udviklet af computerspillere som byggede det ovenpå spillet "Halflife". Da det så gik hen og blev en overvældende succes tog firmaet Valve det til sig, og det var i en årrække (og måske stadig?) det mest spillede netværksspil.
Nå, men nu er jeg for tiden vældig optaget af coaching, og et par tanker der har meldt sig er om ikke coaching er et ganske godt værktøj i forhold til empatisk produktudvikling og især i forhold til at afdække dybereliggende behov hos kunden?! Jeg har tidligere omtalt et andet værktøj, en såkaldt "generativ" teknik hvor kunden indgik i en styret kreativ proces og herved fandt frem til nye ideer og behov – coaching ser jeg lidt i stil med dette, da det et eller andet sted netop er en kreativ teknik, hvor man ved hjælp af forskellige perspektiv skift og konkrete spørgsmål, finder frem til nye ideer og erkendelser. Jeg forestiller mig derfor at coaching kan være et værktøj, hvor man ved hjælp af avanceret spørgeteknik, skaber refleksion og erkendelse hos kunden, som derved er i stand til på et dybereliggende niveau, at forklare sin indkøbsadfærd og de behov som nuværende eller fremtidige produkter dækker. Helt coaching vil dette dog ikke være, da det her vil være coachen der i en eller anden grad styrer spørgsmålene og som sætter fokus området, hvor det normalt kun er klienten som gør dette. Én ide her kunne være at coachen er en udenforstående person som coacher kunden og producenten på samme tid, og som derved kan opstille et fælles mål for disse parter. Umiddelbart en måske langsommelig proces men også en proces hvor man burde kunne nå frem til ganske dybe erkendelser!
Spørgsmålet er vel hvorledes en coaching session vil adskille sig fra en vanlig interviewform? Tjae, på overfladen er der nok ikke den store forskel, da det netop er spørgeteknik som er det grundlæggende værktøj. Forskellen ligger nok i måden dialogen kører på, og i hvilke spørgsmål og hvilke formuleringer der bliver brugt. Coaching er avanceret spørgeteknik som søger at skabe nye erkendelser hos "klienten", og som søger at identificere nogle af de underliggende mønstre som er styrende for adfærden – og er det ikke netop dette som er ønskværdigt i brugerdreven innovation, i empatisk produktudvikling?
Se tidligere indlæg:
Diskussionens og kompromisets fortræffeligheder er noget af det mest misforståede i den vestlige verden! For hvad er en diskussion egentlig? En kamp på ord? Et eller andet sted er dette nok ikke helt galt, for kendetegnene er jo netop at der er to kombattanter og at man kan snakke om vindere og tabere af diskussioner. Om hvordan den ene part bliver sat til vægs af modpartens hårdtslående argumenter. Ikke en særlig konstruktiv adfærd hvis du spørger mig! Men nok en meget menneskelig adfærd, og selv om jeg er opmærksom på manglerne ved diskussionen oplever jeg da også at konkurrenceinstinktet slår ind – ja, faktisk kan man (jeg) til tider opleve at jeg tager den modsatte holdning simpelthen for at være uenig og for at kunne diskutere. Og når vi så diskuterer, ja, så cirkler vi rundt om problemstilling og smider det ene argument og modargument på bordet efter det andet. Ingen vil give sig fordi man jo har taget stilling og ikke vil tabe ansigt.
Det er så her kompromiset kommer på banen, og her handler det om at finde et forslag som begge parter kan stille sig tilfreds med uden at tabe ansigt. Umiddelbart meget fornuftigt og så alligevel… For ved et kompromis giver begge parter jo afkald på noget, begge får en løsning der umiddelbart var dårligere end den de kom med. Man tager således de to kombattanters forslag og så vurderer og barberer man disse, så begge for eksempel ender med en 75% løsning – dette kombineres så til kompromisset som i regnetermer giver 1½. Selvfølgelig er det bedre end de enere som hver part kom med, men sat lidt på spidsen har hver part givet afkald på en fjerdedel, og derved er der kun tabere i kompromisset!
Hvad er alternativet så? Inspiret af Stephen Covey og hans "7 Gode Vaner" vil jeg sige at det først og fremmest er det at gå efter en win-win løsning hvor begge føler at de får meget mere end de kommer med. Det handler om at skabe synergi, om sammen at forstå hinanden og hinandens forskelligheder og så ud fra dette at være kreative og finde den tredje/fjerde/femte løsningsmulighed som man ikke havde tænkt over på forhånd. Man må forstå, at der findes uendelige antal mulige løsninger, og at man kun kommer med 2 mulige ud af disse – der findes en løsning som tilfredsstiller begge parter og som er meget bedre end den halte kompromis løsning! Man må også forstå, at der ikke findes absolutte sandheder, og at modpartens synspunkter er ligeså rigtige som ens egne.
I stedet for straks at give dig til at diskutere og konkurrere, så prøv i stedet først at forstå. Stil uddybende åbne spørgsmål, få et klart billede af hvad personen mener og udforsk dette sammen med ham/hende. Forklar derefter din holdning og skab forståelse for dette & find så den nye, kreative løsning som er bedre end nogle af dem I allerede har!
Er for øjeblikket ved at uddanne mig til coach og det er ret spændende skal jeg hilse og sige! Det at bruge dialogen, spørgsmålene til at skabe erkendelse og refleksion er en ganske interessant og lærerig proces. Jeg ser således coach-samtalen som en art kreativ proces, hvor coachen fungerer som facilitator ved at stille spørgsmål som ændrer perspektiv, som skaber nye associationer og nye tankemønstre.
Et interessant sammenfald med min coach uddannelse er at meget af grundtanken indenfor coaching bygger på den systemiske tænkning, som igen stammer tilbage fra Gregory Bateson. Bateson som jeg netop var blevet opmærksom på i anden sammenhæng tre uger tidligere, og som havde fået mig til at læse Bent Ølgaards introduktion til ham (som nævnt i andet indlæg). Det er da lidt af et sammentræf!
Erfaringer fra coaching er bl.a.: Hvor svært det er at undgå at tage stilling, undgå at skabe løsningsforslag, undgå at være vurderende og analyserende. Hvor meget ord egentlig betyder og hvor meget de kan ændre. Hvor mangelfuld diskussionen er som dialogform. Hvor uendelig svært det er at forstå hinanden helt. Hvor tit vi kan være bevidste eller ubevidst bevidste om at hvad vi gør, er uhensigtsmæssigt og stadig formå ikke at gøre noget ved det. Hvor meget ord kan snyde og hvor meget "grums", der kan ligge bag ordene når vi bliver bedt om at forklare dem nærmere. Og, meget, meget mere.
For øjeblikket går jeg og pusler med tanker om hvordan coaching værktøjerne og metoderne, kan kombineres til at understøtte udviklingsprocesser. Hvordan coaching kan være et middel til at skabe innovation, et middel til kreative processer. For eksempel coaching i produktudviklingssammenhæng, hvor man ved at stille de rigtige spørgsmål kan afdække de blinde punkter, de faste overbevisninger, fakta & fiktion, og hvordan man kan bruge det til måske at halvere udviklingstiden samtidig med at der fremkommer et mere gennemtænkt resultat!