En sen nattetime fandt jeg mig selv snakkende med Mikael, fuld af inspiration og ideer. De strømmede, ja, som skidt fra en spædekalv – hvad det så end er? Måske var det niveauet af alkohol i blodet? Det har jeg lidt efterrationaliseret især da alle ideerne dagen derpå måske ikke virkede helt så geniale som de gjorde i øjeblikket da jeg fik dem. Det var lidt som om den der vurderingsinstans var sat ud af funktion og de ting der kom frem virkede lidt for åbenlyst og overdrevne geniale….
Nuvel, skægt var det i hvert fald. Og én af de ting jeg bl.a. fik filosoferet lidt over var omkring de to forskellige former for kreativitet: den ubevidste, naturlige form og den bevidste, problemløsende form. Jeg har tidligere brugt metaforen omkring Egon Olsen og Klodshans til at beskrive disse to forskellige fremgangsmåder, hvor Egon Olsen er kendetegnet ved den bevidste, planlæggende og problemløsende adfærd, mens Klodshans er kendetegnet ved den impulsive, spontane og legende adfærd.
Det interessante er måske især hvordan man i organisationer fremmer Klodshans? Altså hvordan man skaber rammerne for en naturlig kreativ adfærd. Den mest brugte metode som Google og 3M bl.a. har gjort, er at give medarbejderne X antal tid til at arbejde med egne ideer og projekter. En “let” måde at påvirke på men jeg tror man med fordel kan gøre en indsats andre steder; og jeg tror også at det tit kan være meget svært at lave en skelnen mellem ens egen, kreative tid og så alle de opgaver der ligger på skrivebordet og skriger på at blive behandlet. Ting som motivation, ledelse, klima, kultur med videre spiller en afgørende rolle (blandt andet).
En anden metode er at lave spraglet, farverig indretning. Lave kreative lokaler hvor det er tilladt at tænke ud af boksen og være lidt “vild” i det. Er klart bedre end kolde betonvægge og påvirker både elementer som humør, associtioner, samarbejder etc. Kan dog ikke stå alene og kræver at de andre ting er i samspil. Man kan have et nok så farverigt lokale, men hvis stressniveaut er i top, ja, så er det nok begrænset hvilken effekt det har. For eksempler på kreative lokaler se mit indlæg “10 Seriously Cool Workplaces” og for et par ekstra overvejelser læs “Det innovative rum?”
Problemet er nok især at det handler om at slippe tøjlerne. Handler om at tro på at der kommer noget godt ud af det – uden på nogen måde at kunne vide dette. Hvor mange ressourcer vil man smide efter det? Hvor meget tør man satse? Man må tro på fremgangsmåden – for hvis man sætter målepunkter, planlægger og lignende – ja, så har det netop den modsatte effekt 
