Archive for the ‘iværksætteri’ Category

Framing af selvstændig virksomhed

Friday, February 22nd, 2008

At være selvstændig kan være en stressende tilværelse. Man kan sjældent planlægge lang tid frem, der er usikkerhed om indtjeningen, opgaverne og nogle gange endda om kompetencerne.

Én ting jeg selv til tider spekulerer over som selvstændig er hvilket perspektiv, der skal vælges i forhold til at have selvstændig virksomhed. Er det et con amore projekt? Er det noget man har som en fugleunge, der måske kan blive til en svane og ligge guldæg? Eller er det mere et personligt udviklingsprojekt? Drevet af et ønske om frihed, udfordringer og dets lige?

Jeg tror aldrig, at det ene perspektiv er 100% korrekt. Men jeg tror, at det er vigtigt at man kigger på tingene med forskellige briller og at man derigennem får fastlagt nogle prioriteter. At man kan svare på hvad man vil & hvorfor man gør det. Og jeg tror at processen med at kigge med forskellige briller (og at overveje hvilke der er de mest rigtige for dig) er gavnlig & at de forskellige perspektiver giver grobund helt specielle typer af ideer.

Crowdfunding Nvohk

Wednesday, January 16th, 2008

Interessant forsøg fra Nvohk, et projekt hvor medlemmerne går sammen om at kontrollere og administrere et surf-inspireret tøj-firma. Indtil videre er der kun 689 meldt til  og de stræber efter minimum 20.000 der hver skal smide 50$ for at være med. Altså i bedste “crowdfunding” stil som er set med f.eks. Myfootballclub i England, hvor 50.000 personer hver har smidt 35£ og har købt en fodboldklub som de efterfølgende skal styre. Efter afstemning og forhandling er de endt op med Ebbsfleet United FC og det bliver spændende at se om man kan forvandle potentialet i 50.000 beslutningstagere som hver vil give deres besyv med.

Det er helt sikkert noget man vil se mere til, og jeg glæder mig til at se om man i bedste prediction market stil, kan tappe ind i den viden der ligger gemt i alle ejerne og på den måde træffe bedre beslutninger end i en almindelig drevet virksomhed. Potentialet i denne kollektive intelligens er stort! Det gik selvfølgelig ikke så godt med Amillionpenguins hvor man forsøgte at skrive én bog sammen – men der er også forskel på at skabe ét produkt på den måde og så det at styre en virksomhed.

Elevator-tale TV

Thursday, August 9th, 2007

For dem der ikke er klar over det er en “elevator-tale” det at man skal kunne forklare sin forretningside i den tid det tager at køre med elevator. Stammer vist oprindeligt fra filmverdenen hvor man skulle kunne nå at pitche sin ide, når man pludselig fandt sig selv i elevatoren med den kendte instruktør, producer eller lignende.

Nu har du så muligheden for at ligge din elevator tale online og få feedback på den – og måske komme i kontakt med investorer. Hvem ved? :-)

Synes egentlig det virker som en ganske god ide! Måske får mange mange kommentarer, måske er der ingen investorer – men selve processen med at lave en video pitch har stor værdi i sig selv. Her har man virkelig mulighed for at få finpudset sin elevator-tale.

Har du en god ide? Så prøv at smid den på www.vator.tv  (Oprindeligt set ved Springwise, hvor der er lidt mere detaljeret baggrund).

Web 2.0 Forretningsplan

Tuesday, August 7th, 2007

Mærkeligt at det ikke er kommet før. Virker som en indlysende god ide! Ok, det kan da godt ske at der har været lignende tidligere, som jeg blot ikke har hørt om? Men, nu er det her i hvert fald: en social, online, kollaborativ forretningsplan. Meget web 2.0 :-)

Giver mulighed for at planlægge, projektere, se salgsdata etc. Og, de der er med i virksomheden kan gå ind og give deres besyv og se hvad andre plotter ind. Væk er tidligere tiders statiske forretningsplan, ja, som faktisk var så statiske at Martin Thorborg (tidligere Jubii) har foreslået at man brændte dem efter at have lavet dem.  

 Prøv 30 dages gratis forretningsplan ved det Newzealandske software firma Planhq. Derefter 9- 49 $ pr. måned. Oprindeligt set ved Springwise hvor der er lidt baggrunds info.

Gå ikke på stien!

Monday, July 30th, 2007

“Do not go where the path may lead. Go instead where there is no path and leave a trail.”
Ralph Waldo Emerson

Hørt i podcastet “The Creative Way“  (citatet er fra episode 2 ”Creative Mindset”). Ikke et podcast jeg anbefaler, da det mest er en hygge-snak og lommefilosofi omkring kreativitet mv. Citatet kan jeg dog meget godt lide :-)

Minder mig egentlig lidt om et digt af Robert Frost. Især afslutningen på det:

The Road Not Taken (1916)

Two roads diverged in a yellow wood,
And sorry I could not travel both
And be one traveller, long I stood
And looked down one as far as I could
To where it bent in the undergrowth

Then took the other, as just as fair,
And having perhaps the better claim,
Because it was grassy and wanted wear;
Though as for that the passing there
Had worn them really about the same,

And both that morning equally lay
In leaves no step had trodden black.
Oh, I kept the first for another day!
Yet knowing how way leads on to way,
I doubted if I should ever come back.

I shall be telling this with a sigh
Somewhere ages and ages hence:
Two roads diverged in a wood, and I -
I took the one less travelled by,
And that has made all the difference.

Team-Danmark model til unge iværksættere

Tuesday, April 24th, 2007

Charlotte Dyremose for de konservative foreslår at der indføres en “team-danmark” model for unge, studerende iværksættere. Ideen er at disse kan bruge et år ekstra på deres uddannelse (som set for Team-Danmark sportsfolk) for så sideløbende at få deres iværksætteri forretning op at stå.

Synes egentlig det lyder som et ganske godt forslag. I Herning hvor jeg har læst findes der lidt noget lignende – eller dvs. det er der muligt at tage sin praktik i egen virksomhed samt sin specialisering, således at man i alt kan bruge 1½ år fuldtidsstudie på at starte sin virksomhed op. Selvfølgelig underlagt diverse studiemæssige restriktioner, eksamner, rapporter og lignende. Ideen er dog god! Og har båret frugt for nogle.

Nyheden om Charlotte Dyremoses forslag er set på Studievirk

Update: Ingeniørforeningen (IDA) er skeptisk. Mener at det kan risikere at ende i fjumreår da det bliver svært at skelne mellem seriøse og mindre seriøse iværksættere. Foreningen for Rådgivende Ingeniører (FRI) mener også det er skudt ved siden af, da det går imod regeringens ønske om at få unge hurtigt gennem uddannelserne.

Burning Businessplan?

Wednesday, December 13th, 2006

Martin Thorborg har en artikel i computerworld i dag omkring foretningsplaner og hvordan han mener at man skal brænde dem efter at have lavet dem. Hans artikel handler umiddelbart kun om nystartede IT-virksomheder, men har dog på fornemmelsen at Martin mener det gør sig gældende uanset branche.

Tanken bag er at det er selve processen med at lave forretningsplanen som er værdifuld, mens forretningsplanen i sig selv efterfølgende gør mere skade end gavn. Skade fordi den kan fastholde én i et bestemt mønster og gøre én ufleksibel. Jeg ville egentlig have skrevet en del om dette, men Tveskov kom mig i forkøbet.

Er tildels enig med Martin, dog mener jeg at det nok er lidt for drastisk ligefrem at brænde den. Når man laver en forretningsplan gør man sig tanker om fremtiden på lidt længere sigt - hvor man egentlig vil hen, hvad ens mission/vision er osv. Hvis man derefter brænder den og blot handler impulsivt og driftsmæssigt, ja, så mister man lynhurtigt det egentlige mål af syne. Det kommer således let til at være en masse brandslukning af presserende opgaver… Eller med Covey’s ord (7 Gode Vaner) en masse kvadrant 1 opgaver (haster, vigtigt) i stedet for kvadrant 2 (haster ikke, vigtigt).

Blog: Studieiværksætteri

Wednesday, December 6th, 2006

Faldt lige over webloggen StudieVirk som er en afdeling under Dansk Iværksætter Forening, og som vedrører studerende som er eller ønsker at være, iværksættere.

En ok, interessant blog med nyheder og indlæg som bl.a. diskuterer om man kan uddanne sig til at være iværksætter? Hmm, og det mener jeg selvfølgelig ikke at man kan – men man kan uddanne sig og derigennem få nogle værktøjer, nogle rammer og noget opbakning som i høj grad kan øge sandsynligheden for at man vælger at blive iværksætter.

Iværksætter Coaching

Monday, September 4th, 2006

Iværksætter-coaching. Coaching af iværksættere. Et interessant koncept/produkt set med mine briller (når nu man har en uddannelse som henholdsvis coach og ingeniør i forretningsudvikling). Som en person der selv pusler med diverse iværksætterprojekter, synes jeg især at coaching er interessant i forhold til at: sætte ord på sine drømme, skabe vedholdende motivation og engagement, skabe eller fastholde troen på projektet! Samt skabe overblik over personlige styrker, give gode ideer, forberede én på at tackle udfordringer og fiaskoer. Plus måske at være med til at skabe opbakning på hjemmefronten, i netværket mv.

Det er det personlige aspekt der er fokus på og det er vel også det som et eller andet sted er afgørende for om iværksætteriet bliver en succes eller ikke. Man kan således lave alskens udførlige forretningsplaner (se f.eks. www.startguiden.dk for nogle gode nogle) hvor man laver SWOT-analyser, budgetter, kigger på markedet, konkurrenter osv. Osv. Men hvor er det menneskelige aspekt i det? Hvor er følelserne? For det er jo i høj grad et følelsesladet projekt at give sig i kast med iværksætteriet, springe ud på det “dybe” vand uden sikkerhedslinier og det hele. Et stærkt værktøj som kan bruges i forbindelse med coachingen er visualiseringsøvelser, hvor man f.eks. kan arbejde med salgssituationer, kundepræsentationer osv. Men også med at visualisere hvor virksomheden er om 1-2-5 år? Og her være medvirkende til at skabe et retningsgivende mål som kan kaldes frem i de situationer hvor alt ikke lige går som det skal. 

Et par eksempler på spørgsmål i forbindelse med coaching af iværksættere kunne således være: Hvad drømmer du om? Hvad er det første du kan gøre for at realisere din drøm? Hvornår vil du gøre dette? Hvem kan hjælpe dig med at skabe en succes? Hvad skal der til for at det bliver en succes? Hvad giver det dig at være iværksætter? Hvis du forestiller dig selv om 5 år, hvordan ser det så ud? Hvad føler du i kroppen? Hvem bemærker først din succes? Og så videre :-)  

Citat – En Generation af Kunstnere?

Sunday, January 29th, 2006

“De unges ønske om at brænde for noget, at skulle udtrykke alt det, de har inden i sig [...] minder meget om kunstneren som metafor. På den måde kan vi sige, at vi står med en generation af kunstnere, hvor normen er, at vi alle sammen skal ud og lede efter den rette boldgade, hvor vi kan udtrykke os.”

Citatet lægger sig op af det jeg tidligere har skrevet omkring skabelsen eller den kreative adfærd, som et middel til at kommunikere noget om en selv, som et middel til at “være”, til at have og skabe identitet. Noemi siger egentlig ret præcist hvad jeg selv går rundt og tænker og føler – især i forhold til iværksætteri-tanker og samtaler!

Citat fra: Katznelson, Noemi (2001): “Drømmen om et arbejde” i Andersen, Christine Buhl og Hansen, Kent (red.): Visionsindustri. Vestsjællands Kunstmuseum og Informations Forlag, 2001.

Iværksætter festivel februar 2006

Thursday, January 26th, 2006

Lige lidt reklame her for en ganske interessant festival der finder sted i næste uge i København. Spændende program og masser af aktiviteter! Se det og meget mere på: www.iv-festival.dk

Entrepeneurship & uddannelse

Tuesday, April 5th, 2005

På Dave Pollards udmærkede blog var der i dag et indlæg omkring uddannelse i entrepeneurship (iværksætteri). Han præsentere følgende figur som en oversigt over alle de elementer som en sådan uddannelse skal omfatte: “Det var så her at figuren skulle indsættes men det kan jeg ikke lige få til at fungere – linket er (http://blogs.salon.com/0002007/2005/04/04.html#a1100) )

Figuren omfatter elementer som: forståelse for den ny økonomi, identificering af markedsbehov, virksomhedsdrift, innovation, viral marketing, at netværke, brug af teknologi mv. Alt sammen “kritiske entrepeneur færdigheder

Jeg er tildels enig i Dave’s betragtninger – det er da klart vigtige områder for en entrepeneur. Hvad jeg dog ikke forstår er at fokus udelukkende ligger på de “hårde”, faktuelle områder i stedet for de mere “bløde”, personlige områder? At blive entrepeneur eller iværksætter drejer sig for mig at se, først og fremmest om en personlig modenheden, suppleret med en vilje og lyst. Når først det er i orden så skal mulighederne jo bare findes – der er jo nok af måder at tjene penge på… Kan ikke forstå at der så sjældent er fokus på selve den personlige udvikling når vi snakker iværksætteri mv. Ja, de skal støttes, der skal herske gode forhold, der skal være mulighed for at få kapital og så videre – men hvad nytter alt dette hvis folk ikke tør? Hvis de ikke føler sig parate? Hvis de ikke tør tage springet, tør risikere, tør bevæge sig ud på åbent vand? Er der måske ikke en tendens til at man opdrages som tryghedsnarkoman – så skal vi lige have den og den uddannelse, så kan vi komme i arbejdsløshedskasse osv. Hvis man skal lære nogle om iværksætteri elller entrepeneurskab skal man så ikke først og fremmest fokusere på deres personlige udvikling?! At give dem mulighed for at udvikle sig selv, for at lære deres styrker og svagheder at kende – at lære at acceptere og forstå sig selv?