Archive for the ‘mindset’ Category

Framing af selvstændig virksomhed

Friday, February 22nd, 2008

At være selvstændig kan være en stressende tilværelse. Man kan sjældent planlægge lang tid frem, der er usikkerhed om indtjeningen, opgaverne og nogle gange endda om kompetencerne.

Én ting jeg selv til tider spekulerer over som selvstændig er hvilket perspektiv, der skal vælges i forhold til at have selvstændig virksomhed. Er det et con amore projekt? Er det noget man har som en fugleunge, der måske kan blive til en svane og ligge guldæg? Eller er det mere et personligt udviklingsprojekt? Drevet af et ønske om frihed, udfordringer og dets lige?

Jeg tror aldrig, at det ene perspektiv er 100% korrekt. Men jeg tror, at det er vigtigt at man kigger på tingene med forskellige briller og at man derigennem får fastlagt nogle prioriteter. At man kan svare på hvad man vil & hvorfor man gør det. Og jeg tror at processen med at kigge med forskellige briller (og at overveje hvilke der er de mest rigtige for dig) er gavnlig & at de forskellige perspektiver giver grobund helt specielle typer af ideer.

Brugerdreven terminologi

Tuesday, January 22nd, 2008

På bloggen “Matteroutofplace” er der to interessante indlæg omkring samfundsvidenskaberne og brugerdreven innovation (indlæg nr. 1 og indlæg nr. 2). De refererer til en konference, der var her i DK tilbage i november og giver som sådan et godt indblik i hvad der rører sig i Danmark på området.

Én del af diskussionen på konferencen har åbenbart haft fokus på selve terminologien “brugerdreven innovation” og hvordan denne kan virke uheldig i og med at man begynder at tale om “brugere” og det så automatisk er relateret til specifikke sociale (brugs)-situationer. Et anden problematik er at det let bliver særdeles produkt- og teknologi-fikseret fordi man jo netop er bruger i forhold til en given ting; eller mere præcist man er ikke bruger, man bliver det. Disse rammer påvirker selvklart de undersøgelser man laver, de tanker man tænker – og de ideer man får. Det sætter altså en ramme for kreativiteten og hele innovationsprocessen; en ramme man med fordel kan være opmærksom på.

Personligt vil jeg hellere tale om empatisk produktudvikling eller innovation i stedet for “bruger-begrebet”. For mig at se er empatien det logiske næste skridt. Der er her tale om en mere dybdegående forståelse, en empatisk forståelse, hvor produktet ikke kun udvikles med tanke på en specifik brugssituation men ligeså meget ud fra en empatisk helhedsforståelse af en persons hverdag og liv. Ved at inddrage empatien som begreb og metode bliver fokus i større grad også på selve forankringen af empatien og forståelsen hos udvikleren – og ikke kun på at afdække og analysere afgrænsede brugssituationer.

Mindset: Ikke-tænkende

Monday, January 7th, 2008

Mindsets er en måde at tænke på, det er en holdning, mentalitet og lignende. Det er også det der kendetegner et paradigme eller en ideologi, hvor man opfatter og beskriver verden ud fra en specifik ramme. Mindsets påvirker derfor vores handlinger, og kan være bestemmende for hvordan vi opfører os.

Jeg interesserer mig især for nogle aktuelle mindsets for øjeblikket. Det er mindsets som dels er på vej, dels allerede er her. Det er mindsets som især bliver/er blevet aktuelle pga. den teknologiske udvikling og de muligheder denne giver den enkelte. Det er mindsets som i høj grad vil påvirke måden vi kommer til at arbejde og agere på fremover.

Jeg har tidligere præsenteret mindsettet Beta & mindsettet Generøsitet.

Mindset: Ikke-tænkende

Ikke-tænkende, ikke-dømmende. En sansende, intutiv helhedsforståelse. Som et alternativ til den rationelle analyse og reduktionistiske tilgang. Der hvor man ikke selekterer og indsamler information, men i stedet lader sig overstrømme med den og på basis af dette fornemmer hvad retningen er. Som beskrevet i mit indlæg “Et nyt Mindset?“. Det mindset jeg er mest i tvivl om, men også det jeg forventer mig mest af. Vil være en radikal forandring i forhold til den rationalitet der gennemsyrer samfundet pt. Måske er vi ikke gearet til det, måske er det for unaturligt for os, men tanken er meget interessant. Og, måske er jeg også bare lidt pjattet med den fordi den har noget Zen-budhistisk over sig. Hmmm.

Men, det er ikke udelukkende hippietanker – der er også “business” i det som vist med hele coaching bevægelsen og i især Karl-Otto Scharmers arbejde med Teori U og presencing. Også i forhold til mit eget koncept omkring “Empatisk Produktudvikling” som går skridtet videre fra at indsamle brugerdrevne innovationsdata til at forankre dette hos virksomheden og virksomhedens medarbejdere – til at skabe empati og helhedsforståelse.

Kendetegn for mindsettet: intuitiv, meditativ, ikke-rationel, flydende iagttagelse

Måske er generøsitet noget der ligger naturligt i mennesket og som vi bare ser forstærket pga. teknologien? Måske er beta et udtryk for at tænke emergens? Og, måske er “ikke-tænkende” bare et udtryk for en form holistisk tankegang iklædt moderne klæder?

Højre vs. venstre danser

Monday, October 29th, 2007

Drejer hun mod uret? Eller med uret?

Er ifølge Daily Telegraph et tegn på om man bruger venstre eller højre hjernehalvdel. For mig drejer hun det meste af tiden med uret som betyder at jeg bruger min højre hjernehalvdel mere end min venstre.  Daily Telegraph præsenterer yderligere en række karakteristika som kendetegner venstre og højre – ting som logik, fakta og detalje orientering, praktisk, sikker etc. for venstre og ting som overblik, fantasi, risiko, billeder etc. for højre hjernehalvdel. Skæg lille test om end opdelingen på venstre og højre er lidt for stereotyp og overfladisk. Tak til Lasse for linket (som også Podii.dk har skrevet om)

Radiohead & Generøsitet

Friday, October 12th, 2007

Er efterhånden old news at Radiohead forærer deres nye album “In Rainbows” væk ud fra devisen at kunden selv bestemmer prisen. Mange ser det som et stort opgør med pladeindustrien og bands som Nine Inch Nails, Oasis, Jamiroquai m.fl. har meldt positivt ud omkring tiltaget og det tyder på at de overvejer at følge trop (se bl.a. hos Gaffa). Ved dog ikke hvor “stort” et opgør der egentlig er tale om… læste bl.a. en nyhed om at Radiohead ville have et pladeselskab ind over i forhold til at udgive CD med videre, senere på året – altså til at sørge for det distributionsmæssige og lignende. Hvem ved hvordan det går? Sikkert og vist er det dog at pladebranchens forretningsmodel er tvunget til forandring – og tilpasning.

Jeg skrev om mindsettet Generøsitet som noget der er oppe i tiden. Og, jeg ser egentlig flere sammenfald mellem dette og Radioheads tiltag. Selvfølgelig er der ikke bare generøsitet bag det at lade kunden selv bestemme prisen – det er god business, giver omtale, giver en større direkte indtjening til bandet (udenom pladeselskabet), giver goodwill hos fanskaren og giver garanteret et ret så stort mer-salg af deluxe boxen som sælges til 40£. Men, at folks moral og pengepung selv bestemmer prisen, ja, det er generøst & er en form for “gave”-økonomi.

Jeg har hørt om et lignende tiltag på en restaurant i Berlin. Her betalte man også hvad man havde lyst til. Er både udtryk for en overskudstankegang, en tro på at man er ”noget værd” og en tro på at andre er villige til at belønne én for det. Selvklart er det svært at gå fra sådan en restaurant med en god smag i munden og se tjeneren i øjnene, hvis man nøjes med at betale én 10,- eller lignende. Teknologien gør at noget af det samme gør sig gældende på nettet. Kommunikationen fra et band som Radiohead er således ikke bare en én-til-mange i form af pressemeddelelser og lignende - nej, det er en form for én-til-én kommunikation med fans’ene gennem Radioheads blog - hvor de bl.a. i anledningen af det nye album skrev:

“Hello Everyone. Well, the new album is finished, and it’s coming out in 10 days; We’ve called it In Rainbows. Love from us all. Johnny”

Mere personligt bliver det ikke. Og, denne form for personlig kommunikation er netop med til at understøtte forretningen i generøsiteten. Den fan som således læser Radioheads blog og vælger at lade være med at betale noget, ja, han vil efter al sandsynlighed få samme fornemmelse som hvis han havde gjort det på restauranten i Berlin og set tjeneren i øjnene. Eller selvfølgelig ikke helt på samme måde – det slår ikke face to face mødet, men det er derhenne af! Og, er et udtryk for det skift der sker/er sket fra den rationelle styrede kommunikation, til personlig kommunikation i øjenhøjde.

Mindset: Generøsitet

Thursday, October 11th, 2007

Mindsets er en måde at tænke på, det er en holdning, mentalitet og lignende. Det er også det der kendetegner et paradigme eller en ideologi, hvor man opfatter og beskriver verden ud fra en specifik ramme. Mindsets påvirker derfor vores handlinger, og kan være bestemmende for hvordan vi opfører os.

Jeg interesserer mig især for nogle aktuelle mindsets for øjeblikket. Det er mindsets som dels er på vej, dels allerede er her. Det er mindsets som især bliver/er blevet aktuelle pga. den teknologiske udvikling og de muligheder denne giver den enkelte. Det er mindsets som i høj grad vil påvirke måden vi kommer til at arbejde og agere på fremover.

Jeg har allerede præsenteret mindsettet Beta. Og vil nu præsentere mindsettet “Generøsitet”.

Mindset: Generøsitet

Jeg har tidligere skrevet indlæg om fænomenet med at dele indhold på nettet (se Human Web, Ydere & Nydere II). Denne tankegang vil brede sig mere og mere, dels fordi det bliver stadig lettere og dels fordi flere og flere får noget at dele i og med produktionsteknologierne bliver alment tilgængelige. For øjeblikket er det primært medie-indhold vi deler, det være sig billeder, video, tekst og lignende (men også netværk og relationer), men efterhånden vil teknologien flytte produktionsfaciliteterne ud til forbrugeren og vil gøre at vi kan dele væsentlig mere. F.eks. det at man derhjemme bare “printer” sig en skrue, hvis man står og mangler én til at hænge et billede op. Og, ja, jeg siger “printer” fordi de teknologier der er i støbeskeen baserer sig på 3D print-teknologi hvor man opbygger elementerne lag på lag. Desuden vil en katalysator for mindsettet være de forskellige teknologier som understøtter relationsopbygning og som derfor muliggør at denne øges markant.

Bliver vi mere generøse? Det tror jeg egentlig ikke. Jeg tror “generøsiteten” ligger latent i os som jeg også har beskrevet i “Den Generøse Hjerne“. Det der forandrer sig og som understøtter mindsettet er:

  1. at det er lettere at dele ting og at være generøs - især når det er vidensbaserede ting som ikke forbruges når de deles.
  2. at der er mere og mere at dele ud af. Ideer, viden, tanker, relationer etc.
  3. at det er mere synligt når man er generøs. At trenden går mod transparens i alle former for interaktioner. At det derfor i højere grad kan betale sig at dele ting i og med at omverdenen ser og belønner dette.

 Kendetegn for mindsettet: generøsitet, deling, relationer,

Mindset: Beta

Tuesday, September 25th, 2007

Mindsets er en måde at tænke på, det er en holdning, mentalitet og lignende. Det er også det der kendetegner et paradigme eller en ideologi, hvor man opfatter og beskriver verden ud fra en specifik ramme. Mindsets påvirker derfor vores handlinger, og kan være bestemmende for hvordan vi opfører os.

Jeg interesserer mig især for nogle aktuelle mindsets for øjeblikket. Det er mindsets som dels er på vej, dels allerede er her. Det er mindsets som især bliver/er blevet aktuelle pga. den teknologiske udvikling og de muligheder denne giver den enkelte. Det er mindsets som i høj grad vil påvirke måden vi kommer til at arbejde og agere på fremover.

Jeg vil i løbet af ugen præsentere disse mindsets, startende med nedenstående omkring “Beta-tænkning”

Mindset – Beta 

Intet er færdigt. Alt er under udvikling. Måske gamle nyheder (ved Connecta og på engelsk ved CPH127 hvor der er en masse gode kommentarer) men tror nu alligevel der er noget om snakken. Vi vil se stadig flere eksempler på produkter, tanker og lignende som bliver lanceret i “beta”. Altså som ikke-færdige men under konstant udvikling. Måske det er en naturlig konsekvens af den sociale trend på nettet? Af at alt det vi deler med hinanden vil være af ikke færdig karakter, vil være ”beta”? Og måske netop det at produktet er det agrerede fælles produkt som bliver skabt ud fra en mængde bidrag – og at det netop derfor aldrig bliver færdig, men i stedet er i konstant udvikling? Akkurat som en weblog bliver skabt i dialogen mellem den der skriver indlæggende, dem der kommenterer og måske engang i mellem også dem der blot læser.

Måske er det i endnu højere grad en konsekvens af at konkurrencen er global og produktudviklingen accelereres mere og mere. Konsekvensen bliver forhåbentlig, at vi ser flere eksempler på legende adfærd, hvor angsten for det ufærdige produkt er væk, hvor angsten for at bidrage med noget halvfærdigt, impulsivt er ikke eksiterende og hvor der er en masse eksperimentering med nye produkter, med kombinationer og lignende. 

Kendetegn for mindsettet: ufærdigt, eksperimenterende, under udvikling, leg.

Et nyt mindset?

Sunday, January 7th, 2007

Hvis jeg nu vil vælge et nyt sted, en restaurant eller en bar, og overvejer, hvor den skal ligge, har jeg forskellige steder at vælge imellem. Men jeg er nødt til at vælge ét sted, og hvordan gør jeg så det?”

       Jeg tænkte mig lidt om. “Man må vel lave nogle økonomiske beregninger. Man tager et sted og kigger på husleje, lån, månedlige afdrag, hvor mange gæster, stedet kan have, omsætning, pris per kunde, hvor mange kunder, der kommer, og så kan man vurdere udgifter i forhold til indtægter – eller noget i den retning.”

      “Det er netop, fordi de fleste gør det på den måde, at det går galt,” sagde min onkel og lo. “Nu skal du høre, hvordan jeg gør. Hvis jeg synes, at et sted virker godt, stiller jeg mig op foran dette sted tre-fire timer om dagen i mange dage, mens jeg bare kigger på ansigterne hos de mennesker, der går forbi. Uden at tænke på noget som helst, og uden at lave en eneste beregning, ser jeg bare, hvilke mennesker der går forbi på den gade, og jeg ser på deres ansigter. Det tager i hvert fald en uge. Nogle gange tager det længere tid, men lige pludselig ser jeg det hele tydeligt, ligesom når tågen letter. Jeg forstår stedet, og jeg forstår, hvad stedet vil. Og hvis stedet vil noget andet end mig, så er sagen afsluttet. Så tager jeg et andet sted hen og gentager processen. Men hvis der er lighedspunkter og fællestræk mellem det, som stedet vil, og det, som jeg vil, så har jeg fat i succesens lange hale, og så gælder det bare om at holde fast og ikke give slip. Men for at få fat i den lange hale, er jeg nødt til at opføre mig som en idiot og stå ude i både regn og slud og kigge på folks ansigter. Bagefter kan man jo altid prøve at regne på det. Men jeg er et temmelig realistisk menneske, og jeg stoler faktisk kun på det, jeg har set med mine egne øjne. Logik, bedreviden, matematik eller alle mulige ismer og teorier er kun for folk, der ikke kan se med deres egne øjne. Og de fleste mennesker her i verden kan faktisk ikke se med deres egne øjne. Jeg forstår det ikke, for hvis bare man vil, så er det noget, enhver kan finde ud af.” Haruki Murakami, Trækopfuglens Krønike, 2001. (oprindeligt set i bogen “selvledelse – selvet på arbejde” af Flemming Andersen, Psykologisk Forlag 2006).

Den lader vi vist lige stå lidt…

Okay, så kommer det: ovenstående “metode” trækker paralleller til Krishnamurti’s måde at iagttage på (se tidligere indlæg her); det trækker paralleller til coaching, til at være lyttende og ikke dømmende, til at se og opfatte helheder i stedet for at bryde ned og reducere. Jeg ser det som slags ny mindset, der stiller sig som et alternativ til den vestlige (og velsagtens globale), rationelle tankegang. Jeg ser det også som svaret på brugerdreven innovation og især på det jeg har valgt at kalde empatisk produktudvikling.

Man kan også trække paralleller til noget så nyt som presencing og U-teori, som Karl-Otto Scharmer de senere år har udviklet. Især i forhold til hans begreber omkring “suspending”, hvor man ophæver tidligere antagelser og paradigmer, og i forhold til som sagt “presencing”, som især handler om at man sanser fremtiden og udvikler en art meditativ, sansende helhedsforståelse af fremtiden der kommer én i møde.