“Hvis jeg nu vil vælge et nyt sted, en restaurant eller en bar, og overvejer, hvor den skal ligge, har jeg forskellige steder at vælge imellem. Men jeg er nødt til at vælge ét sted, og hvordan gør jeg så det?”
Jeg tænkte mig lidt om. “Man må vel lave nogle økonomiske beregninger. Man tager et sted og kigger på husleje, lån, månedlige afdrag, hvor mange gæster, stedet kan have, omsætning, pris per kunde, hvor mange kunder, der kommer, og så kan man vurdere udgifter i forhold til indtægter – eller noget i den retning.”
“Det er netop, fordi de fleste gør det på den måde, at det går galt,” sagde min onkel og lo. “Nu skal du høre, hvordan jeg gør. Hvis jeg synes, at et sted virker godt, stiller jeg mig op foran dette sted tre-fire timer om dagen i mange dage, mens jeg bare kigger på ansigterne hos de mennesker, der går forbi. Uden at tænke på noget som helst, og uden at lave en eneste beregning, ser jeg bare, hvilke mennesker der går forbi på den gade, og jeg ser på deres ansigter. Det tager i hvert fald en uge. Nogle gange tager det længere tid, men lige pludselig ser jeg det hele tydeligt, ligesom når tågen letter. Jeg forstår stedet, og jeg forstår, hvad stedet vil. Og hvis stedet vil noget andet end mig, så er sagen afsluttet. Så tager jeg et andet sted hen og gentager processen. Men hvis der er lighedspunkter og fællestræk mellem det, som stedet vil, og det, som jeg vil, så har jeg fat i succesens lange hale, og så gælder det bare om at holde fast og ikke give slip. Men for at få fat i den lange hale, er jeg nødt til at opføre mig som en idiot og stå ude i både regn og slud og kigge på folks ansigter. Bagefter kan man jo altid prøve at regne på det. Men jeg er et temmelig realistisk menneske, og jeg stoler faktisk kun på det, jeg har set med mine egne øjne. Logik, bedreviden, matematik eller alle mulige ismer og teorier er kun for folk, der ikke kan se med deres egne øjne. Og de fleste mennesker her i verden kan faktisk ikke se med deres egne øjne. Jeg forstår det ikke, for hvis bare man vil, så er det noget, enhver kan finde ud af.” Haruki Murakami, Trækopfuglens Krønike, 2001. (oprindeligt set i bogen “selvledelse – selvet på arbejde” af Flemming Andersen, Psykologisk Forlag 2006).
Den lader vi vist lige stå lidt…
Okay, så kommer det: ovenstående “metode” trækker paralleller til Krishnamurti’s måde at iagttage på (se tidligere indlæg her); det trækker paralleller til coaching, til at være lyttende og ikke dømmende, til at se og opfatte helheder i stedet for at bryde ned og reducere. Jeg ser det som slags ny mindset, der stiller sig som et alternativ til den vestlige (og velsagtens globale), rationelle tankegang. Jeg ser det også som svaret på brugerdreven innovation og især på det jeg har valgt at kalde empatisk produktudvikling.
Man kan også trække paralleller til noget så nyt som presencing og U-teori, som Karl-Otto Scharmer de senere år har udviklet. Især i forhold til hans begreber omkring “suspending”, hvor man ophæver tidligere antagelser og paradigmer, og i forhold til som sagt “presencing”, som især handler om at man sanser fremtiden og udvikler en art meditativ, sansende helhedsforståelse af fremtiden der kommer én i møde.
