De sociale netværkstjenester eller web 2.0 om man vil, skal gøre os mere effektive. De skal gøre os bedre til at vidensdele, relations- og netværks-opbygge. Wikis, weblogs, tjenester som Facebook, LinkedIn, Twitter etc. er alle en del af det “nye” og benyttes i stigende grad også af virksomheder i deres søgen efter effektivisering & innovation.
I virkeligheden handler det om at skabe rum for samtaler. For videns-udveksling. For dialog. Samtale fremmer forståelsen siges det (bl.a. hos Connecta/Wemind som jo om nogen burde vide det) og det tror jeg at de fleste kan være enige i. Interessant i forhold til alle de forskellige sociale teknologier, som ser dagens lys er måske ikke hvor godt de fremmer samtalen – men mere hvilken form for samtale det er? Måske ligefrem hvilken forståelse der fremmes gennem samtalen og teknologien?
For der findes jo mange former for samtaler: dialoger, debatter, diskussioner, smalltalk mv. For ikke at tale om en mere nyligt populær og stilliseret form som coaching-samtalen. Eller hvad med et værktøj som Six Thinking Hats, hvor der sættes rammer for den enkeltes “tænkemåde” og kommunikation: nu snakker vi om hvad vi ved, nu om hvad vi føler. Ja, man kan vel mene at alle former for kreative værktøjer er en form for regelsat samtale – hvor det f.eks. er forbudt at kritisere.
Det interessante er altså ikke samtalen som sådan. Men mere hvilken form for samtale vi har – og hvordan denne hænger sammen med den forståelse den giver parterne. Spørgsmålet er altså ikke om vi skal indføre social teknologi, men mere hvilken form for samtale vi ønsker? Og, hvordan vi iscenesætter & understøtter forskellige former for samtaler, virtuelt? Hvordan samtaler vi bedst muligt om ideer? Om konflikter og konfrontationer? Hvordan skaber vi bedst muligt nye erkendelser? Ved brug af sociale, virtuelle teknologier?
Hvilken forståelse fremmer Secondlife samtaler?
