KriisP

… he was beginning to sense the rhythms of his friends’ lives in a way he never had before. When one friend got sick with a virulent fever, he could tell by her Twitter updates when she was getting worse and the instant she finally turned the corner. He could see when friends were heading into hellish days at work or when they’d scored a big success…

Each little update — each individual bit of social information — is insignificant on its own, even supremely mundane. But taken together, over time, the little snippets coalesce into a surprisingly sophisticated portrait of your friends’ and family members’ lives…

Fra Brave New World of Digital Intimacy, en spændende artikel i New York Times omhandlende digital nærhed og mangel på samme – eksemplificeret især ved Facebook & Twitter. Jeg kan meget godt lide ideen om at alle de små informationer som vi modtager gennem blogs, twitters og Facebook’en tilsammen bliver til noget meget mere. På sin vis forandrer det måden vi er sammen på når vi ses fordi vi jo så allerede ved hvad der er sket i hinandens liv – det vanlige med at høre hvordan det går og hvad der sket siden sidst bliver således irrelevant og vi kan i stedet tale om andre, måske mere spændende ting. Omvendt kan det også give den uheldige effekt, at vi egentlig ikke føler samme behov for at ses, som Caterina Fake, en af skaberne bag Flickr bemærker i artiklen:

At one point I realized I had a friend whose child I had seen, via photos on Flickr, grow from birth to 1 year old,” she said. “I thought, I really should go meet her in person. But it was weird; I also felt that Flickr had satisfied that getting-to-know you satisfaction, so I didn’t feel the urgency.

En sidste interessant ting som jeg lige vil nævne, er at artiklen berører den individuelle effekt, af hele tiden at modtage spørgsmålet omkring hvad ens “status” er – som set i f.eks. Facebook:

a culture of people who know much more about themselves. Many of the avid Twitterers, Flickrers and Facebook users I interviewed described an unexpected side-effect of constant self-disclosure. The act of stopping several times a day to observe what you’re feeling or thinking can become, after weeks and weeks, a sort of philosophical act.

Noget om jeg har behandlet med en noget mere kritisk vinkel i mit indlæg omkring utilsigtede konsekvenser ved dagbøger hvor pointen især er, at vi ikke længere bare er – men hele tiden skal forholde os til at være. Hat-tip til Mind Hacks hvor der er yderligere interessante betragtninger omkring hvad sociologer kan bruge alle disse værktøjer – og data-materiale til. Der nævnes desuden at Google netop har fået et patent, som dækker over at markedsføre til nøglepersoner i netværk – dem med mest indflydelse altså. Et naturligt træk – men hvad skal det dog ikke ende med?