Kaffe-møde med Per i går (som jeg har mødt via denne blog). Vi snakker bl.a. om hvad godt der kommer af at blogge. Hvad meningen med det er og hvilken værdi der skabes?
Udover at blogging generelt har en terapeutisk effekt og er godt for dig, kom jeg til at tænke på Louis Pasteurs citat “Luck favours the prepared mind“, som jeg tidligere har skrevet om. Typisk et citat som bruges i forbindelse med kreativitet, men det har også relevans i forhold til det at skrive på en weblog. Her inviterer man netop til dialog og åbner op for nye input – som kan være overraskende og være det man ikke vidste, at man manglede. En weblog kan derved i overført betydning være en “prepared mind”, som øger sandsynligheden for de positive tilfældigheder.
Det med, at man kan få input via webloggen, som man ikke vidste at man manglede, er noget helt essentielt i det at åbne op. Et typisk eksempel kan være, at du står med et problem, du ikke ved hvordan du skal løse – og hvordan googler man f.eks. en løsning, som man ikke kender? Eller måske et problem man ikke kender? Hvordan formulerer man spørgsmålet? Google er god – men man skal kende spørgsmålet, man gerne vil have svar på. Åbenheden i webloggen kan i ideelle tilfælde, give de spørgsmål eller den viden – som man ikke vidste, at man burde kende – simpelthen ved at der åbnes op for relationer og input fra alle læsere.
I samme boldgade har jeg personligt også haft den erfaring pludselig at modtage mails med job-tilbud, opgaver eller lignende fra personer, som har læst eller googlet nogle af mine tidligere indlæg. Typisk er det ældre indlæg, som jeg ikke husker at have skrevet, hvorfor at jeg føler at tilfældighederne virkelig kommer i spil!