Havde fornøjelsen i dag af at høre lidt om lykke psykologi af Lars Ginnerup fra Lykkeklinikken. Han fortalte at forskningen viser, at der overordnet set findes tre forskellige former for lykke. Den første er den nydelsesfulde. Det er hvad der i min optik svarer til Kirkegaards æstetiker og er i følge Lars en form for lykke som på sigt ikke kaster meget af sig. Jævnført princippet om at nydelse er midlertidig og at mer vil ha’ mer. Og, det kan jeg kun være enig med ham i.
De andre former for lykke er henholdsvis det engagerede arbejdsliv og det meningsfulde perspektiv. Med det engagerede arbejdsliv menes det arbejdsliv hvor man er i FLOW det meste af tiden. Hvor der er overenstemmelse mellem udfordringer og kompetencer og hvor man oplever den selvforglemmende oplevelse af FLOW. Egentlig en tilstand hvor man næsten ikke oplever lykke fordi man netop er i den selvforglemmende tilstand det meste af tiden. Eller måske snarere en tilstand hvor man ikke er bevidst om at man er lykkelig – man bare er, så at sige.
Den tredje form, det meningsfulde liv dækker over det at man vier sit liv til noget større. Det være sig noget religiøst, at hjælpe andre, at hjælpe dyr, planter, natur etc. Altså der hvor man har et større perspektiv og måske ikke bekymrer sig så meget om sit eget velbefindende. Og, hvor man gennem det at være givende og at gøre en forskel, oplever lyksagligheden.
Jeg selv stræber nok mest efter nr. 2 tilstand. I hvert fald pt. Det meningsfulde liv tror jeg på sin vis er den bedre (og måske lettere?) vej, men for øjeblikket er jeg for individualistisk og relativistisk indstillet, til at finde mening i “større” sager. Men, hvem ved, måske på sigt man bliver grebet/opslugt af noget? I forhold til Covey’s 7 Gode Vaner, så hans tre sidste vaner også netop rettet imod at glemme sig selv og i stedet fokusere på at gøre en forskel for andre (gensidighedens paradigme – at sejre med andre).
