Jeg har tidligere brugt semi-strukturerede interviews til at afdække det innovative klima i en produktudviklingsafdeling, og bruger nu selv samme metode til at studere vidensdeling og ‘knowledge management’ i forbindelse med en speciale opgave på Lunds universitet. Selve udførelsen er ikke det store problem, men der er en række farer, man skal være opmærksom på – genialt illustreret af Sir Humphrey Appleby fra den engelske serie Yes Minister:
Hat-tip til Mind Hacks bloggen
… he was beginning to sense the rhythms of his friends’ lives in a way he never had before. When one friend got sick with a virulent fever, he could tell by her Twitter updates when she was getting worse and the instant she finally turned the corner. He could see when friends were heading into hellish days at work or when they’d scored a big success…
Each little update — each individual bit of social information — is insignificant on its own, even supremely mundane. But taken together, over time, the little snippets coalesce into a surprisingly sophisticated portrait of your friends’ and family members’ lives…
Fra Brave New World of Digital Intimacy, en spændende artikel i New York Times omhandlende digital nærhed og mangel på samme – eksemplificeret især ved Facebook & Twitter. Jeg kan meget godt lide ideen om at alle de små informationer som vi modtager gennem blogs, twitters og Facebook’en tilsammen bliver til noget meget mere. På sin vis forandrer det måden vi er sammen på når vi ses fordi vi jo så allerede ved hvad der er sket i hinandens liv – det vanlige med at høre hvordan det går og hvad der sket siden sidst bliver således irrelevant og vi kan i stedet tale om andre, måske mere spændende ting. Omvendt kan det også give den uheldige effekt, at vi egentlig ikke føler samme behov for at ses, som Caterina Fake, en af skaberne bag Flickr bemærker i artiklen:
At one point I realized I had a friend whose child I had seen, via photos on Flickr, grow from birth to 1 year old,” she said. “I thought, I really should go meet her in person. But it was weird; I also felt that Flickr had satisfied that getting-to-know you satisfaction, so I didn’t feel the urgency.
En sidste interessant ting som jeg lige vil nævne, er at artiklen berører den individuelle effekt, af hele tiden at modtage spørgsmålet omkring hvad ens “status” er – som set i f.eks. Facebook:
a culture of people who know much more about themselves. Many of the avid Twitterers, Flickrers and Facebook users I interviewed described an unexpected side-effect of constant self-disclosure. The act of stopping several times a day to observe what you’re feeling or thinking can become, after weeks and weeks, a sort of philosophical act.
Noget om jeg har behandlet med en noget mere kritisk vinkel i mit indlæg omkring utilsigtede konsekvenser ved dagbøger hvor pointen især er, at vi ikke længere bare er – men hele tiden skal forholde os til at være. Hat-tip til Mind Hacks hvor der er yderligere interessante betragtninger omkring hvad sociologer kan bruge alle disse værktøjer – og data-materiale til. Der nævnes desuden at Google netop har fået et patent, som dækker over at markedsføre til nøglepersoner i netværk – dem med mest indflydelse altså. Et naturligt træk – men hvad skal det dog ikke ende med?
“When you get up in the morning, you do not think about triangles and squares and these similes that psychologists have been using for the past 100 years.
You think about status. You think about where you are in relation to your peers. You’re thinking about your spouse, about your kids, about your boss. Ninety-nine percent of your time is spent thinking about other people’s thoughts about you, their intentions, and all this kind of stuff. So sorting all that out, how we navigate this complex social world, there’s going to be a neuroscience to it, and I think it’s going to be very powerful.”
Fra video med Tom Wolfe og Michael Gazzaniga omkring status, fri vilje og neurovidenskab (oprindeligt spottet via Mindhack bloggens). Den er også transkriberet og kan læses så man lettere fanger alle pointerne.
Gazzaniga udtaler, at han tror, at neurovidenskaben de næste 20 år vil fokusere på at studere sociale processer mellem mennesker – og har ovenstående spændende pointe (side 5).
Super interessant indlæg på Mind Hacks bloggen med titlen “The meaning response“. Handler primært om brugen af placebo og hvordan denne påvirker os afhængig af hvilken mening vi tillægger behandlingen. F.eks. at 2 placebo piller virker bedre end 1 pille, eller at en sprøjte med placebo er målbart bedre end piller (fordi vi mener at sprøjter er mere effektive end piller).
Indlægget refererer til et meget interessant eksperiment, hvor der er brugt placebo i forbindelse med fjernelse af visdomstænder. Patienterne/forsøgspersonerne kunne få bedøvelse, placebo eller et stof som ville forværre smerten og lægerne som gav dem det var ikke klar over hvad der var hvad. Twistet er så at i første forsøg fik lægerne at vide at bedøvelsen ikke var tilgængelig mens de i andet forsøg fik at vide at der var bedøvelse. Uden at de i de to forsøg har sagt noget til patienterne/forsøgspersonerne, ja så er der end markant forskel i effekten af placebo. I forsøg 1 hvor lægerne vidste at der ikke var bedøvelse, var effekten meget lille mens i forsøg 2, hvor lægerne vidste at der var bedøvelse, ja der var effekten af placebo markant større.
Det handler altså ikke kun om hvad forsøgspersonen tror, men ligeså meget om hvad lægen tror!
“The doctors don’t know anything definite, and they certainly aren’t telling the patients what they suspect or guess, but somehow — a look? a slightly brighter smile? a slightly lowered tone? — they communicate their knowledge of the probabilities to the patients who then experience a real change in their levels of pain because of it.”
Forskning viser at blogging er sundt. Eller snarere – det er sundt at skrive og ergo er blogging sundt.
“But besides serving as a stress-coping mechanism, expressive writing produces many physiological benefits. Research shows that it improves memory and sleep, boosts immune cell activity and reduces viral load in AIDS patients, and even speeds healing after surgery. A study in the February issue of the Oncologist reports that cancer patients who engaged in expressive writing just before treatment felt markedly better, mentally and physically, as compared with patients who did not.”
Placebo-effekt bliver dog nævnt i artiklen specielt relateret til at det, at vi brokker/ynker os hvilket fungerer, som et “socialt” placebo for at blive tilfredsstillet. Her vil jeg dog vove at påstå at forskerne lige burde læse artiklen fra Mind Hacks bloggen “Placebo is not what you think“. Den er faktisk rigtig spændende og nuancerer placebo begrebet ganske fint.
“For example, not every improvement that happens after someone is given a placebo treatment is the ‘placebo effect’ (some symptoms will just get better by themselves) and not every improvement after medication is the active effect of the drug, some of that will be ‘placebo effect’ too.”
Interessant er f.eks. at heroin misbruger til tider injekterer sig med vand, hvilket har en “placebo-effekt” og virker på abstinenserne – selvom misbrugerne udmærket ved at det er vand. Placebo er altså ikke afhængig af “tro” – men kan lige så vel skyldes konditionering.
Forskningsnyheden oprindelig spottet ved Elmose/Mediehack hvor der er yderligere links.
photo credit: Pickersgill Reef
Er nok ikke ligefrem fremmende for koncentrationen, og jeg tror ikke, jeg kunne tænke mig at møde den på motorvejen.
Spottet på Mind Hacks bloggen.
Flere skægge bus-reklamer kan ses på Scribd – Funniest Bus Ads.
