KriisP

Årets Roskilde festival er for længst overstået og jeg havde en ganske vidunderlig festival med mange gode oplevelser (en længere anmeldelse kan læses på Spilf-bloggen hvor jeg også huserer). Især er jeg imponereret over den kreativitet folk ligger for dagen i form af små improviserede events, design af lejre, maskotter, slogans, lege osv. osv. Det er som om der hersker en stemning af lettere løssluppenhed, hvor det er tilladt at prøve sig frem, at lave mærkelige ting – som måske, måske ikke viser sig at være det helt rigtige. Uden at have været der forestiller jeg mig, at der er lidt Burning Man light over det.

Når nu vi er ved kreativiteten bliver jeg nød til at dele en tilfældig oplevelse jeg havde en sen nattetime. Helt uden at være planlagt faldt jeg over det tyske en-mands orkester Ricoloop. Jeg blev simpelthen bjergtaget af hvad han stod og lavede – improviseret musik, som var han en ekspressionistisk maler. Bevæbnet med en loop maskine (hvor han løbende optog og derefter lagde sporene ind oveni hinanden), en rimelig habil evne til at være human beatbox og diverse instrumenter mv. Nedestående video hamler slet ikke op med den oplevelse jeg havde af ham, men giver dog en ide om hvad det er han gør.

Han havde en meget god pointe omkring hvornår hans musik var bedst: det var når han kunne glemme sig selv i det han lavede – og ikke være bange for at fejle; ja, slet ikke tænke – eller vide at der eksisterer muligheden for at fejle. Er meget lig min fornemmelse for improvisation. Og i nær sammenhæng med kreativitet og Flow-teori – og mit indlæg om “at ikke-tænke”.