Jeg har tidligere omtalt lykkeforskeren Daniel Gilbert i mit indlæg “To be or not to be – happy“. Her linker jeg til en spændende TED-talk, hvor han fortæller om hans forskning, som især har fokus på hvor dårlige vi er til at forudsige hvordan noget vil påvirke os. For eksempel det, at vi tror noget negativt vil gøre os væsentligt mere ulykkelige end det egentlig gør. Eller det, at vi tror at noget positivt, som at vinde i Lotto vil gøre os meget mere lykkelige end det i realiteten gør. Gilbert’s forskning viser således at næsten en hvilken som helst påvirkning ikke har nogen indflydelse på dit lykkeniveau efter tre måneder.
I et interview i New York Times kan man læse mere om Daniel Gilbert og hans personlige forhold til lykke. Han fortæller bl.a. at den bedste indikator for et højt lykkeniveau er hvis personen har mange personlige relationer og bruger megen tid med venner og familie.
“We know that the best predictor of human happiness is human relationships
and the amount of time that people spend with family and friends.”
Det får mig til at spekulere på hvordan lykkeniveauerne vil ændre sig, når måden vi har relationer og er sammen på, ændrer sig? Gør de sociale teknologier ikke netop at vi er i stand til at have flere relationer? Måske ikke de tætte af slagsen men snarere mange flere perifiere. For eksempel kan du, hvis du er på min Facebook venne-liste, blive informeret om at jeg er i Skagen for øjeblikket. Teknologien gør altså, at næsten alle mine venner & bekendte ved at jeg er i Skagen, og hvis tilfældet er, at nogle af dem også er her, har vi en ideel mulighed for at mødes. Teknologien gør på den måde, at det er lettere at vedligeholde de fjerne relationer & at det er lettere at formidle information f.eks. om hvor man er, hvad man laver, hvordan man har det, om man har lyst til at mødes etc.
Vil disse sociale teknologier weblogs, Facebook, Twitter osv. gennem at give os flere muligheder for at opbygge og vedligeholde relationer, gøre os mere lykkelige generelt set?
